top of page

Eevee's første hvalpekuld

Grundlovsdag 2021 glemmer vi aldrig !!!

Det var netop den 5. juni 2021 vi blev vidne til den helt fantastiske oplevelse det er, at se en flok hvalpe komme til verden. Det var jo første gang - både for Eevee og for os mennesker. Så tiden op til hvalpenes fødsel var utroligt spændende for os - jeg tror at vi var ved at drive både dyrlæge Margit og vores to fantastiske "rådgivere" på Lemvig Hundepension til vandvid med vores mange spørgsmål i tide og utide. Vi skal derfor ikke glemme at sende en kæmpe stor TAK til David og Sigurd fra Lemvig Hundepension og til Margit Ørum fra Klosterheden Heste- og Smådyrsklinik.

Men i sidste ende var det jo Eevee der gjorde hele arbejdet ... Nå, ja - og så selvfølgelig også Bertram de 63 dage tidligere ... ;o) - Og vi tror godt vi tør sige, at de to forældrehunde gjorde arbejdet til UG med kryds og slange (hvis nogen kan huske hvad det er ... - ellers bare til et rent 12'tal).

Som nævnt vidste vi mennesker på Lillelund ikke rigtigt hvad vi gik ind til med en hvalpefødsel. Vi havde fået fortalt en hel masse og fået en masse tips og tricks. Men derfra og så til at være vidne til hvad der skete - det kan næsten ikke beskrives. Vi var heldigvis hjemme , og vi var jo nok klar over at fødslen var meget tæt på. Alt var gjort klar - lige fra hvalpekassen til "Griselampen", som vi havde lånt fra den lokale bondemand. Og så - kl. ca. 10.45 startede det hele. Første hvalp så dagens lys ca. kl. 11.10, og så gik det ellers slag i slag indtil vi efter ca. 3 timer havde 7 (SYV !!!!) fine hvalpe. Vi var LYKKELIGE - og vi havde en mor-hund, der bare gjorde ALT rigtigt. Men det var ikke slut med det .....

Vi havde fået en aftale med vores dyrlæge Margit, som kom et smut forbi lidt senere på eftermiddagen. Ca. 15 minutter før Margit ville dukke op - og ca. 2 timer efter hvalp nr. 7 - gjorde Eevee pludselig igen tegn til at en hvalp var på vej. Kunne det virkelig passe ...??? - Og ja, sandelig. Hvalp når 8 (OTTE !!!!) tittede frem, men Eevee var nu ved at være træt, så hun havde svært ved at få presset hvalpen ud. Til alt held dukkede Margit nu op, og der faldt ro på (særligt på os mennesker ... ;o) - og i løbet af få minutter kom den sidste hvalp så helt ud. PYHA !!! - Tal om en hård fødsel ...

Rækkefølgen på hvalpene på de to noter er ikke den samme - vi mistede jo hurtigt overblikket over hvem, der kom først ud. Men vi havde styr på det derfra. Da vi vejede hvalpene første gang, satte vi en lille farvekode på hver hvalp med neglelak (og ja, det blev ændret lidt da vi så hvordan det så ud). Men med hjælp af viden om køn, farvekode og den løbende, daglige vejning, havde vi nu rigtig god styr på de små ...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En MEGET træt - og (ser det ud til) også en MEGET stolt mor ... :o)

Herfra gik det slag i slag. Eevee var en eksemplarisk mor, der sørgede godt for sine hvalpe. Det er ganske utroligt hvad en morhund kan ud fra rent instinkt. Hvalpene blev puslet og plejet og de fik hvad de skulle have at spise - ja, endda så meget, at Eevee svandt ret meget ind og mistede det meste af den fine pels i løbet af de 8-10 uger, hvor vi havde hvalpene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter nogle - for os mennesker - ret stille uger, hvor vi "kun" skulle sørge for foder til Eevee og for at skifte tæpper, lagener, klude mv. i hvalpekassen, blev der en del mere liv i huset da hvalpene begyndte at komme ud fra hvalpekassen. Vi er så heldigt stillet, at vi har et herligt, stort hus med masser af plads, og en stor terrasse og have, hvor der var rigeligt med plads til at tumle for hvalpene. Meeeeen ... der var nu også ro på af og til når de tog sig en lille lur ...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi havde 8 fantastiske uger med alle 8 hvalpe - og så lige 2-3 uger mere med 2 af hvalpene, der blev afhentet af deres nye ejere lidt senere. Vi kunne skrive side op og ned med historier, og vi har utroligt mange billeder fra sommeren 2021. Her får i bare nogle af de de bedste ...

Tusind tak til ejerne af Gaia, Frøya, Fenris og Balder for bidrag til denne hjemmeside - se deres fortælling på undersiderne til denne side.

bottom of page